Kan NRGI lære af sine fejl?
Igen forlyder det fra NRGI, at selskabet skal drives forretningsmæssigt og effektivt. Kendsgerningen er, at det ikke er lykkedes indtil videre og prognosen for regnskabsåret 2009 er også nedslående. Her vil vi igen kunne se at NRGI`s konkurrenceudsatte forretningsområder inden for handel, rådgivende ingeniørvirksomhed, elinstallation, byrumsinventar og internethandel m.v. kommer til at give et stort tocifret millionunderskud. Igen vil der blive et stort overskud i monopolselskabet NRGI Net A/S og igen et begrænset overskud fra selskabets formue i værdipapirer.
Repræsentantskabet er valgt som repræsentanter for el-forbrugerne. Repræsentantskabets formål bør primært være at sikre billig el og driftsikker elforsyning i et andelsselskab, og ikke at agere investor eller kapitalforvalter af en formue, der er skabt over mange år, dels tvangsinddrevet i et monopolselskab og dels skabt ved salg af Elsam aktierne.
Mon ikke det nu er tid til at se på, om der er et fornødent rekrutteringsgrundlag af bestyrelsesmedlemmer i repræsentantskabet til at varetage poster i en koncernbestyrelse med opkøb af virksomheder og efterfølgende drift.
Energiselskabet Dong Energy har netop solgt sit dyrt anlagte fibernet og sin elinstallationsforretning. Aktiviteter, der begge ligger uden for selskabets fokusområder. Bestyrelsen i Dong Energy er professionel, og de har set skriften på væggen med at mange og spredte forretningsområder ikke er rentabelt – måske NRGI kunne lære heraf.
Nu er det efter min opfattelse tid til at tage den helt nødvendige diskussion, om hvorvidt NRGI skal fortsætte som hidtil – eller om NRGI skal lære af egne og andres fejl.
Kunne vi komme tilbage til ”hvile i sig selv” princippet for netselskabet, - og få de mange forretningsområder afviklet, vil meget være vundet for andelshaverne. Og selvfølgelig skal al kapital, der ligger over, hvad der er nødvendig for netselskabet og uvildig energirådgivning kunne udbetales til andelshaverne.
Mange problemer i Danmark udspringer af, at bestyrelsesmedlemmer uden fornøden faglig og forretningsmæssigt indsigt lader sig besnakke af prognoser og planer, der ikke er realistiske. Ofte er disse luftkasteller udarbejdet af ambitiøse direktører, der overvurderer egne evner. Hvis bestyrelsen i NRGI satser på fortsat at hæve bestyrelseshonorarer og privilegier, som en professionel, så skal der også leveres resultater. Det er ikke nok, at den ene plan, der ikke holdt, blot afløses af nye! Den slags går kun de færreste steder, og det bør ikke være anderledes, blot fordi der leges med el-forbrugernes penge.

0 kommentarer:
Send en kommentar